Fra tanke til følelse, over kemi til bevægelse og videre til holdning. Og fra holdning til bevægelse over kemi til følelse og tanke.
Et eksempel som de fleste af os nok har oplevet er:
Tanken opstår i os, måske som en reaktion på noget nogen siger. Det kunne være et politisk synspunkt, nogen ytrede. Og det rammer måske ind i noget vi personligt er under indflydelse af.
Så der opstår en følelses af, f.eks. uretfærdighed, som kunne bunde i følelsen af magtesløshed, som hurtigt kan udvikler sig til vrede. Vreden – bliver til kemi i form af hormonet adrenalin. Adrenalin er en besked til kroppen om at gøre sig klar til kamp eller flugt.
Men nu står man i en social situation, hvor disse to strategiger ikke er hensigtsmæssige. Så hjernen sender også besked om at holde musklerne i ro. Vi har altså en situation som svare til at man i sin bil, der står i første gear, holder speederen i bund og træder på bremsen. Det er usandsynligt hårdt for bilen. Og det er det også for kroppen.
I denne proces kan en muskel helt eller delvist blive ”låst” eller ”opgivet”. Dette vil påvirke kropsholdningen, i det kropsholdningen kommer væk fra anatomisk ret stilling er vi kommet ind i en tilstand hvor vi hele tiden bruger mere energi end hvad der egentligt er nødvendigt, og det belaster de andre muskler som enten skal overvinde en ”låst” muskel eller prøve at gøre en ”opgivet” muskels arbejde. Dette påvirker strømningen af blod og lymfe, som påvirker den kemiske balance, der bliver sendt smerte signaler (Der er noget galt, gør noget) som virker tilbage i det psykiske (Følelser og tanke). Det gør ondt, og vi ved ikke hvad, vi skal gøre ved det, dette kan give følelsen af magtesløshed.
Dette spil forgår hele tiden, men ikke så kraftigt som ovenfor beskrevet, mere stille under (de flestes) bevidstheds tærskel.
Vi mærker en smerte fra en muskel, dette signal kommer fordi den er overbelastet, den siger ”jeg kan ikke mere”. Hvis vi undertrykker eller overhører signalet, da vi stadig skal skaffe os føde, og derfor har brug for at lave den bevægelse som denne muskel udførte. Så aktiver vi andre muskler til at udføre bevægelsen (Fantastisk reserve system), den første muskel bliver nu ikke længere aktiveret og den sender så ikke længere nødsignaler. Men de muskler, der nu udfører bevægelsen, er ikke beregnet til det, så de må bruge mere energi på bevægelsen og de vil på sigt blive overbelastet. Og når de gør det, sende de smerte signaler, hvis disse også undertrykkes, laver hjernen og kroppen et nyt bevægelses mønster, men dette kan selvfølgelig kun fortsætte, til der ikke er flere muskler at tage af.
Det ses ofte at kompensationer skifter fra side til side. Sådan kan man f.eks. primært stå på højre ben, indtil det gøre ondt, så bruger man venstre ben indtil at dette gør mere ondt end det højere, så flytter man tilbage til venstre. Begge ben spænder mere og mere op. Dette fortsætter indtil der ikke er mere der kan spændes. At dette kompensatoriske system virker skyldes det fænomen som hedder ”primær smerte”. Og det betyder at vi kun mærker de højeste råbende smerter. Og at muskler som er meget spændte, mærker man ikke smerten fra. Det kan næsten synes som om, det er mødet i mellem det der er hårdt, og blødt i musklen, som skaber smerten.
Disse henholdsvis overspændte underspændte muskler giver os et bestemt holdningsmønster, denne holdning virker ind på det psykiske område, den virker ind på personlighed og selvforståelse. Og dette spændingsmønster giver nogen begrænsninger på vores muligheder for at udtrykke os. Hvis vi f.eks. har spændte arm muskler, kan vi måske ikke række ud, efter det vi har brug for. Dette giver igen anledning til følelser. Og tanker prøver at finde en måde at få det vi har brug for.
Så hvad kan vi gøre når vi mærker smerte?
Undertrykke smerten med smertestillende, kan selvfølgelig være nødvendigt, men ingen løsning.
Holde det i ro, ikke belaste det yderligere hvis muligt, men ingen løsning.
”Gå det væk” Nej, heller ingen løsning, for som beskrevet aktivere det nød systemerne.
Vi skal finde årsagen og løse denne, alle andre strategier må nødvendigvis føre til en progressiv, forværring af kroppens tilstand.